Ry til Silkeborg langs Himmelbjergsruten

Distance
30 km
Varighed
1-3 dage

Den første vandretur, jeg gik, og den dag i dag stadig nok min yndlingsvandretur i Danmark. Det er en af de ture, jeg kommer tilbage til igen og igen, hvis jeg lige hurtigt vil ud en weekend og trække vejret dybt og nyde roen lidt. Ruten er tilpas kort til, at hvis du virkelig vil, kan du gå den på én dag, men jeg vil anbefale at tage i hvert fald en enkelt overnatning og dele ruten op i to bidder på hver ca. 15 kilometer. Det er tilpas kort til, at langt de fleste kan følge med, så det er også en virkelig god rute, hvis du skal lokke en ven ud i vandrelivet. Samtidig er det langt nok til, at du føler, at du faktisk har gået noget. Alternativt kan du også bruge en hel weekend, så bliver det nogle ret korte dage, men her kan du med fordel i stedet for at følge ruten slavisk gå på opdagelse i den kæmpe skov og tage nogle små afstikkere og for eksempel gå op og se "Udsigten" eller Caroline Amalie Høj; begge har en fantastisk udsigt, men især "Udsigten" kan varmt anbefales. Du kommer også til at gå lige forbi en af de reneste søer i Danmark, Slåensø, som bestemt også er værd at gå en tur rundt om. Den her rute har også den fantastiske fordel, at du følger en sø hele vejen. Så længe du har søen på den samme side, skal du nok ende, hvor du gerne vil hen.

 

Udsigten

Udsigten fra "Udsigten"

På turen kommer du også til at gå op på Himmelbjerget, det går forfærdeligt meget opad, men udsigten er det værd, og så giver det dig også en mulighed for at købe en is hos isboden på toppen! Men hvis du ikke har mod på at slæbe din taske hele vejen op ad "bjerget", så kan du lade være og bare følge søen for foden af bakken. 

Himmelbjergtårnet
Himmelbjergtårnet
Udsigten fra toppen af Himmelbjerget
Udsigten fra toppen af Himmelbjerget

Underlaget på ruten er også fantastisk, du kommer næsten til at gå udelukkende på små trampestier og grusstier, der er meget begrænset asfalt, du skal dog være opmærksom på, at der er ret mange bakker, og til tider ret kuperet terræn, så det er ret vigtigt, at du er nogenlunde stabil på dine ben, og ruten er bestemt ikke kørestolsvenlig. Du slipper dog for brændenælder og andet krat, som nogle gange kan være problematiske på vandreture.

Grusti
Bevokset Sti
Skrænt

Nogle af de typer stier, du vil møde på ruten

Men en af højdepunkterne for mig på den her rute er de steder, du kan sove i shelter eller slå et telt op. De er alle i enormt smukke omgivelser med skov og/eller sø, og der er relativt stille. Vi er ikke helt på "den dybe skov i Sverige"-niveauer af stilhed, men tæt på mange steder. Det, du mest vil høre, er baneovergangene ved regionaltoget på den anden side, der bimler lidt en gang imellem, når der kører et tog, eller en båd der er ude og sejle, men udover det er der næsten helt stille. 

Julsø Bro

Solnedgang ved Julsø Teltplads

Alt i alt er der efter min mening tale om en helt fantastisk vandretur, jeg kun kan anbefale, både til helt nye og rutinerede vandrere. Den er fleksibel, smuk og bare helt igennem fantastisk, men lad os komme til de praktiske ting.

Ruten

Ruten er markeret med traditionelle vandreskilte med prikker og pile. Skiltene er røde. Du skal dog være bevidst om, at ruten både følger og krydser Århus-Silkeborg-ruten og Gudenåstien, men der, hvor skiltene skilter til flere ruter, vil der være et lille skilt med navn på. Hvis du vil være helt sikker på at komme rigtigt af sted, kan du downloade ruten som GPX-fil, inklusive sovemuligheder, toiletter og vandposter herunder, og importere den i en gratis kortapp, for eksempel Gaia GPS. Du skal som tidligere nævnt dog ikke være bange for at fare helt vild. Så længe du har søen på din højre side, er du i hvert fald nogenlunde på rette vej. 

Der er en lille hage ved den her tur, og det er, at Himmelbjergsruten faktisk ikke går helt til Ry på sydsiden, hvor vi går, så det betyder, at du skal følge Århus-Silkeborg-ruten op til Himmelbjerget. Heldigvis er det forholdsvis let at finde: Når du kommer ud af toget på Ry Station, skal du gå til højre og følge vejen forbi en kaffebar, og så dreje til venstre. Herefter følger du den vej ned til Kvickly, og nu skulle du meget gerne kunne se søen. Fortsæt mod venstre ned mod søen. Du kommer til at gå over en bro ved en dæmning, og her fortsætter du over broen, indtil du kommer til en grusvej på din højre hånd. Her ser du din første røde pæl og et kort, der velkommer dig til Århus-Silkeborg-ruten, og du kan nu følge de røde pæle. Du kommer op ad Himmelbjerget via bagsiden. Når du så har fået vejret og måske en is, fortsætter du ned ad forsiden af bjerget. Det er den lange snoede grussti. Når du kommer til holdepladsen for båden, helt nede ved vandet, går du mod venstre og følger de røde pæle. Nu er du på den "rigtige" Himmelbjergsrute. 

Overnatninger

2-dages tur

Telt

Hvis du går turen som en 2-dages tur med en overnatning, så vil jeg anbefale at overnatte på Vestre Gåsekjær, hvis du har dit eget telt. Det er en superhyggelig lille kanoteltplads med bålpladser og borde-bænkesæt. Se kortet for placering. Vær opmærksom på, at det kan være lidt svært at finde vejen derned fra stien af. Jeg vil stærkt anbefale et kort på din telefon her. Hvis du når til toilettet ved Slåensøen, er du gået for langt. Denne plads passer også med at være næsten præcis halvvejs på ruten, og du får derfor to næsten lige lange dage på ca. 15 kilometer.

Shelter

Hvis du gerne vil sove i shelter, så kan du sove på Østre Gåsekjær lige ved siden af Vestre Gåsekjær. Dette shelter er dog først til mølle, og området er meget populært, så jeg har ikke turdet tage chancen, men den her plads passer også med to ca. lige lange dage på 15 kilometer.

Alternativt kan du sove på Brasenkas shelterplads. Det er en herlig shelterplads som ligger på en lille "udstikker" halvø, og kan bookes, men du skal være i meget, meget god tid i sommerhalvåret, men det er en stærk anbefaling herfra. Her skal du dog gå lidt længere, så din første dag bliver lige nogle kilometer længere.

Sidste mulighed for shelter er Østerskov ved Midtvej hvilket også er et fantastisk shelter, den her gang mere i skov, og vandreruten går lige forbi det, så du skal være opmærksom på, at du ikke får lige så meget privatliv som ved Brasenkas, og det er noget længere væk, så du kommer tættere på 20 kilometer på dag 1, så jeg vil anbefale at tage Brasenkas, hvis du kan. 

Camping

Har du hverken mod på shelter eller telt, så kan du indlogere dig hos Skyttehusets Camping. Her går ruten lige igennem, og de ligger også ca. på halvvejen af ruten, så det er en god mulighed. Jeg har dog aldrig været der, så jeg kan ikke sige noget om kvaliteten af deres ophold, men de har både hytter og glamping. 

3-dages tur

Hvis du gerne vil bruge en hel weekend, så ville jeg starte med at sove i shelter eller telt ved Shelters ved Julsø. Det er en fantastisk plads, med ro og en god udsigt. Det ene shelter kan bookes, men du skal være i god tid, men du kan også tage telt med og slå et op, så burde du altid kunne få plads. 

På andendagen vil jeg gå efter Østerskov ved Midtvej, som er nævnt foroven. Det er et herligt sted, og så får du en kort dag søndag, når du skal hjem, eller Brasenkas shelterplads. Men nu hvor du har så god tid, vil jeg anbefale at kigge på https://udinaturen.dk/ og prøve nogle af de forskellige shelters, teltpladser og muligheder for fri teltning. 

Transport

Der er transportmuligheder til ruten. Hvis du kører med offentlig transport, så start med at tage intercitytoget til Skanderborg. Her skifter du til regionaltoget, som kører dig direkte til Ry, og herefter kan du let gå til rutens start. Når du er nået frem til Silkeborg, kan du tage regionaltoget tilbage til Skanderborg og så intercitytoget hjem derfra. 

Hvis du kører i bil, kan du køre til Ry og parkere din bil der. Når du når frem til Silkeborg, kan du så tage regionaltoget tilbage til Ry og hente din bil. 

Proviant

Der er ikke nogen indkøbsmuligheder på selve ruten, bortset fra ved Himmelbjerget, hvor du kan købe is, sodavand og mad i boderne i sommerhalvåret, og jeg mener også, at Skyttehuset har en café, som er åben i sommerhalvåret, men jeg har aldrig selv besøgt den. Jeg vil anbefale selv at tage mad med til turen, og måske en Trangia. Du kommer dog lige forbi en Kvickly ved start, hvor du kan købe de sidste ting, du mangler, inden turen starter, og når du kommer frem til Silkeborg, er der en fantastisk pølsevogn lige ved siden af banegården og en Lidl i nærheden, så det er kun på selve turen, du skal være selvforsynende.

Vand

I sommerhalvåret er der gode muligheder for vand på ruten. Jeg har indtastet de forskellige muligheder i kortet foroven. Der er vandposter både på toppen, ved toiletterne på parkeringspladsen og i bunden af Himmelbjerget, nede hvor bådene holder, og de er alle åbne hele året. Der er også vandposter forskellige steder på Sletten, som du kommer igennem. De er dog kun åbne i sommerhalvåret, men jeg har haft held med at tage forbi "Det lille hus på prærien" om vinteren, hvor deres vandhane har virket. 

Du skal dog være opmærksom på, at der ikke er nogen vandposter ved nogle af shelterne eller ved teltpladserne. Jeg vil derfor anbefale, at du fylder dine vandflasker helt op ved Sletten, inden du fortsætter. Jeg plejer at fylde op, så jeg har 3 liter vand. Så har jeg nok til både at rehydrere min turmad, drikke vand, lave kaffe osv. Vær opmærksom på, at vandet på toiletterne ved Slåensø ikke kan drikkes. 

På den anden side af din overnatning er den næste vandpost ved Borresøhus, og du går næsten lige forbi den. Den ligger lige ved et hus. Den er dog også lukket om vinteren. Den sidste vandhane ligger lige før du kommer til Silkeborg.

Hvis du går turen om vinteren, vil jeg stærkt anbefale at tage et vandfilter med, da de fleste vandhaner er lukkede om vinteren. Personligt stoler jeg ikke helt på vandet i Julsø, fordi der er mange både, og nogle marker grænser op til søen, men jeg har mødt nogle spejdere, som har filtreret vand derfra uden at blive syge, men jeg plejer at undgå det. Slåensø er dog et fantastisk sted at filtrere vand. Du finder trods alt ikke renere vand i hele Danmark, og den ligger tæt på teltpladsen og cirka halvvejs på turen, så hvis du har vandfilter med, vil jeg anbefale, at du slår en tur forbi. Jeg har sågar hørt om nogle typer, som har drukket vandet direkte fra søen, men personligt vil jeg aldrig gøre det. En telttur er virkelig ikke det rigtige sted at have maveproblemer. 

Toiletter

En af de ting, der gør den her tur fantastisk til begyndere, er at der er virkelig mange toiletter. Der er toiletter på toppen af Himmelbjerget, i bunden, der er das ved telt- og shelterpladser, og du kan låne Skyttehusets eller Slettens toiletter. Det er de færreste begyndere, der har lyst til at grave et hul, men på den her tur er det ikke nødvendigt. Jeg har markeret toiletterne på kortet foroven, men du kommer til at gå lige forbi de fleste af dem. Som en ekstra bonus er der kun ca. 500 meter til toilettet fra Vestre Gåsekjær. Hvis du lejer dig ind hos Skyttehusets Camping, kan du sågar også få et bad.

Du skal dog være opmærksom på, at bortset fra Himmelbjerget er alle toiletterne lukket om vinteren.

Årstid

Som du nok kan læse i vand- og toiletafsnittene, så er ruten en smule mere bøvlet om vinteren, fordi de fleste toiletter og vandposter er lukkede, men jeg vil stadig sige, at turen er fantastisk hele året rundt. Du går i god læ i skoven, så blæst og kulde er ikke så stort et problem om vinteren, og om sommeren er det relativt køligt. Området er også enormt flot både i sommerens flor, efterårets tåge og vinterens smukke frostlandskab. Så jeg vil klart anbefale at skaffe et vandfilter og en skovl og komme af sted i alle årets årstider. 

Vinter
Efterår
Sommer